Danske Flyveres arrangementer

Foreningen Danske Flyvere har adskillige faste årlige arrangementer. Nedenfor følger kalender, sted, tider samt en kort beskrivelse

[ultimatetables 1 /]

Fly-In Samsø

I anledning af Foreningen Danske Flyveres Årsdag 18. august arrangerer vi, i samarbejde med FLYV, Fly-In på EKSS – Samsø Flyveplads. Datoen for Fly-In Samsø er fredag 18. august eller den førstkommende fredag.

Kom og vær med til foreningens årlige samling på Samsø. Det foregår selvfølgelig udendørs;
– Den traditionelle lasagne med brød og salat serveres til middag
– Mød venner fra nær og fjern og få en flyversnak
– Lån en cykel eller en kajak og kig nærmere på øen

Af hensyn til mad anmodes om tilmelding til; generalsekretaer@danskeflyvere.dk
Vi opfordrer til Samtransport og nøje efterlevelse af støj-regler. Se mere under Fly-In Samsø fanen.

Foredrag/virksomhedsbesøg

To gange i løbet af året, normalt i januar og oktober, afholder foreningen et luftfartsrelevant arrangement. Det være sig typisk en foredragaften eller eventuelt et virksomhedsbesøg. Medlemmerne mødes normalt kl. 18:00, hvor der servers et godt måltid inden arrangementet. De seneste år har budt på særdeles interessante foredrag fx Testpilot og Major Casper Børge Nielsen, der fortalte om udvikling af JSF flyet og de mange “chase”-flyvninger med ET-210 på Edward Air Force Base. Ved en anden foredragsaften fortalte Troels Hansen om deres Cessna Skymasters nødlanding i farvandet syd for Iqaluit i Nanavut, Canada. Efter nødlandingen måtte Troels og co-pilot Oliver skynde sig over på en isflage, hvor de 15 timer senere blev reddet af fiskerbåden Atlantic Enterprise.
Foreningen har bl.a. været på virksomhedsbesøg hos Thomas Cook Airlines i Dragør, rundvisning hos Naviair til det dengang nye tårn og besøg hos DMI.

Kegleaften

Foreningen har siden 1936 haft tradition for et årligt keglespil. Efter i mange år at have foregået i Allégade 10 på Frederiksberg i oprindelige faciliteter med manuelle kegledrenge, foregår keglespillet nu i Josty, Pile Allé 14.

Arrangementet ligger nu på samme dag som den årlige generealforsamling. Efter generalforsamlingen starter kegleaftenen, traditionen tro, med Gule Ærter og Flæsk, som har været menuen siden 1940. Der dystes herefter om æren, præmier, og ikke mindst, Rossy Møllers Vandrepokal.

Skovtur

Hver sommer arrangerer foreningen en skovtur. Den afholdes typisk i forbindelse med et større flyveshow. De seneste år har det skiftevis været ved Flyvevåbnets Air Show, kaldet Danish Air Show i lige år, og Roskilde Airshow i ulige år. Medlemmerne mødes til morgenmad i eget telt der ligger med god udsigt til opvisningen. I løbet af dagen serveres frokost og eftermiddagskaffe. Det er altid en god dag med god lejlighed til at møde gamle venner og kollegaer.
Følg med i seneste nyt ved Air Show i Danmark på:

Danish Air Show
Roskilde Airshow 

Årsfest

Den første fredag i November afholdes foreningens årsfest. Festen er kun for medlemmer. Medlemmerne mødes til en drink kl. 17:30 (“no host”) for derefter at gå til bords til gallamiddag. Påklædning er lang kjole for damerne og smoking for herrerne eller militærets selskabsuniform for damerne og herrerne. Ved den lejlighed får nye medlemmer overrakt deres medlemsbevis. Et af de nye medlemmer holder en takketale på nye medlemmers vegne. Derudover holder et medlem tale over emnet ”hvad flyvning har betydet for mig”. Efter middagen er baren åben til et par timers god flyversnak.

Andespil

I december arrangeres et andespil. Medlemmerne mødes til en middag inden simultankapaciteten kan demonstreres foran bankopladerne. Udover de obligatoriske ænder og gås er der traditionelt meget flotte sponsorpræmier.