ÆRESMEDLEM

ANDREAS MOGENSEN

2021

 

FØDT
1976

 

DANSKE FLYVERE
2016-

 

MOTIVATION

Astronaut Andreas Enevold Mogensen, Æresmedlem af Danske Flyvere.

Til Foreningen DANSKE FLYVEREs generalforsamling 2021 indstiller en enstemmig bestyrelse, at Andreas Mogensen udnævnes til Æresmedlem af DANSKE FLYVERE med følgende motivation:

Andreas er den første dansker i rummet og har således fløjet højere end nogen af os andre. Historisk set har denne bedrift bragt Andreas på højde med navne som Ellehammer. Andreas er astronaut, associated professor ved Aalborg universitet med meget mere, og har været i personlig audiens ved Hendes Majestæt Dronningen, hvor han blev tildelt belønningsmedaljen af 1. grad med krone og med inskription af dronningen.

Andreas Enevold Mogensen blev præsenteret 20. maj 2009 i ESA hovedkvarteret i Paris, som en af fem andre kandidater til det europæiske astronaut korps. Der var 8.413 ansøgere i feltet, men Andreas klarede nåleøjet og den efterfølgende astronaut uddannelse, som resultat af en livslang målrettet indsat.

Andreas skolegang foregik i Hellerup, først via folkeskolen på Rygaards Skole og efterfølgende en international studentereksamen fra Copenhagen International School. Herefter har Andreas Mogensen uddannet sig internationalt: I 1995 tog han en international studentereksamen ved Copenhagen International School i Hellerup, i 1999 blev han civilingeniør i flyteknik ved Imperial College i London. Som et led i uddannelsen til civilingeniør var Andreas Mogensen seks måneder hos Instituto de Sistemas e Robótica i Portugal og skrev programmer til ubemandede fly. Fra 2000 arbejdede Andreas som civilingeniør halvandet år hos Schlumberger med olieefterforskning i havet ud for Congofloden.  Efterfølgende var Andreas to år ved Vestas, Ringkøbing for at udvikle styringssystemer til vindmøllernes propelblade. Fra 2003 til 2007 tog Andreas en Ph.D. i rumfartsteknik ved Center of Space Research i Austin, Texas, USA. Efterfølgende var han et år for HE Space Operations under EADS Astrium i Tyskland, og ved Surrey Space Center ved i England.

Andreas Mogensen blev officielt udnævnt astronaut 22. november 2010 på European Astronaut Centre (EAC) i Köln efter 18 måneders grundtræning. Han er uddannet pilot på Lufthansas flyveskole og er uddannet i brugen af både amerikanske og russiske rumdragter. I 2012 deltog han i CAVES, hvor astronauter udforskede et hulesystem på Sardinien i en uge. I 2013 var han på undervandsbasen Aquarius Reef Base i Florida. I 2014 trænede han i Sojuz-simulatorer i Gagarin-kosmonauttræningscentret uden for Moskva.

Andreas Mogensens første rumflyvning var IRISS, en 10-dage lang mission i september 2015 til Den Internationale Rumstation (ISS). Under flyvningerne var han systemoperatør, og skulle bistå piloten med fejlfinding i nødsituationer. Hertil afprøvede Andreas Mogensen et let kamerasystem, så folk på Jorden nemmere kan følge med i forsøgene. Han bar også et Skinsuit, der er en stramtsiddende dragt, som udfordrer musklerne for at begrænse vægtløshedens nedbrydning af muskelmassen. Andreas tog billeder af tordenvejr og lynfænomener som ”blue jets” og ”red sprites”, som indledning til DTU Spaces ASIM-eksperiment på ISS. Som den første dansker i rummet kommunikerede han med skole- og gymnasieelever, bl.a. for at udbrede interessen for naturvidenskab. I sin fritid er Andreas også meget aktiv; hobbies inkluderer rugby, basketball, squash, dykning, faldskærmspring, kite surfing, kajak og selvfølgelig flyvning.

Kære Andreas. Du har gennemført en bedrift, som mange andre flyvere har drømt om. Den danske flyver, som i dag indstilles til udnævnelse til Æresmedlem af DANSKE FLYVERE står som en stor inspirationskilde, men samtidig som en rigtig flyverkammerat. Såfremt den enstemmige indstilling fra bestyrelsen godtages, bliver Andreas det yngste æresmedlem i foreningens historie.

På bestyrelsens vegne

Søren Møller Poulsen / POM
Formand