ÆRESMEDLEM

CARL CHRISTIAN LARSEN

1965

 

FØDT
1893

 

 

DØD
1982

 

 

DANSKE FLYVERE
1919-1982

Oberst C.C. Larsen

 

MOTIVATION

Bestyrelsens begrundelse for at udnævne Oberst C. C. LARSEN, der blev militærflyver i 1919, motiverede formanden med følgende:

Obersten har været medlem af Foreningens bestyrelse fra 1921 til 1930 som sekretær og kasserer, og han gik atter ind i bestyrelsen i 1935 og virkede fra 1937 som generalsekretær, til han i 1946 blev militærattache i Moskva. Obersten har således været medlem af DANSKE FLYVERE i 46 år, hvoraf 20 år som bestyrelsesmedlem. Alle Foreningens ældre medlemmer, d.v.s. de, der fik deres militæruddannelse før sidste verdenskrig, vil bære præg af oberstens direkte påvirkning under deres uddannelse til flyvere. Meget få enkeltpersoner har som obersten i den grad forstået at videregive deres kærlighed til og respekt for flyvningen. Obersten har således efter bestyrelsens mening været dansk militærflyvning en uvurderlig støtte gennem mange år, og dette i forbindelse med hans aldrig svigtende interesse for Foreningen gør, at bestyrelsen henstiller til generalforsamlingen at udnævne obersten til DANSKE FLYVERE æresmedlem.” Forsamlingen vedtog med akklamation at udnævne obersten til æresmedlem, hvorefter formanden overrakte Oberst C. C. LARSEN Foreningens æresmedlemsdiplom og æresemblem.


 

MINDEORD

Fra FLYV nr. 5 maj 1982;

Oberst C. C. Larsen

Ordet flyvepioner bliver ofte misbrugt, men det passer i hvert fald på oberst C.C. Larsen, der døde den 28. februar, 89 år gammel. Han var oprindelig landbrugsuddannet, blev underofficer i artilleriet og fik militært flyvercertifikat i 1919. Ved Flyverkorpse oprettelse i 1922 overførtes han til det med rang som overofficiant. Han virkede hovedsagelig som førsteinstruktør ved flyveskolen, og ved oprettelsen af Hærens Flyvertropper i 1932 blev han kaptajn (svarende til den nuværende majorgrad), noget helt usædvanligt, da han ikke havde gennemgået Hærens Officersskole. Derimod havde den velbegavede og energiske flyvelærer sat sig selv på skolebænken i sin fritid og var blevet student i 1925.
C. C. Larsen, der også virkede som prøveflyver ved evaluering af nye typer og ved nyfremstillingen af fly på Kløvermarken blev oberst i 1945 og var fra 1946 til 1948 militærattache i Moskva og derefter chef for Hærens og Søværnets fælles flyveskole. Ved oprettelsen at Flyvevåbnet blev han chef for Østre Flyvebasiskommando, indtil han i 1955 afgik med pension.
Men C. C. Larsen var også pioner på det civile flyvnings område. Han var pilot på den første dansk flyverute med landfly mellem København og Hamborg, der åbnede den 15. september 1920, og han fløj i 1920’erne for Dansk Lufttransport på ruten København-Berlin-Dresden. C. C. Larsen var også aktiv, da den første Sportsflyveklubben så dagens lys sidst i tyverne, og var i en lang årrække bestyrelsesmedlem af Danske Flyvere, hvor han i 1965 blev æresmedlem. I 1955 fik han FA Tissandier-diplom og i 1978 tildeltes han luftfartspokalen.