ÆRESMEDLEM

SØREN MØLLER POULSEN

2025

FØDT
1953

 

DANSKE FLYVERE
1992-

MOTIVATION

Oberst Søren Møller Poulsen, Æresmedlem af Danske Flyvere.

Til Foreningen DANSKE FLYVEREs generalforsamling 2026 indstiller en enig bestyrelse, at Oberst Søren Møller Poulsen med flyvernavnet POM udnævnes til æresmedlem af DANSKE FLYVERE med følgende motivation:

I størstedelen af sin tid i det danske Forsvar har POM haft flyvningen tæt på livet; både som artillerist og modtager af observationer fra Hærens Flyvetjeneste, som aktiv flyver i Hæren og Flyvevåbnet og gennem chefperioder i både Flyvevåbnet og Flyverhjemmeværnet.

POM startede sin militære løbebane i Hæren i 1974, hvor han som officer i Artilleriet blev inspireret til at søge ind som pilot i Hærens Flyvetjeneste. Han startede på Flyveskolens hold 12-1980 og gjorde tjeneste i Hærens Flyvetjeneste i 7 år, blandt andet i Observationshelikopterkompaniet, hvor han fløj H-500. I 1988 skiftede POM til Flyvevåbnet, hvor han fløj S-61 redningshelikopter i Eskadrille 722.

POM er ikke en person, der sidder på hænderne og lader verden passere. Han engagerer sig og gør en forskel. Efter kun 8 år blev han Chef for ESK722 i 1996, og blandt andet via stabstjeneste gjorde han sig fortjent til udnævnelse til oberst og blev Chef for Flyvestation Karup, senere Helicopter Wing, i 2003, en stilling han varetog i 6 år. POM afsluttede sin karriere i Forsvaret som Inspektør og Chef for Flyverhjemmeværnet i 2009-2013. Det er POMs personlige engagement og visioner, der lagde sporet til ændringen af Flyverhjemmeværnets flyvende enhed fra lejlighedsvis flyvning med små enmotorede fly til nutidens veludrustede Twin Otter overvågningsfly, der konstant efterspørges af Politiet, Beredskabet og EU’s grænseovervågning.

POM blev medlem af Danske Flyvere i 1992 og bestyrelsen i 2010, hvor han startede direkte som Generalsekretær. Foreningen nød godt af POMs vilje til engagement og hans ansvarsfølelse indtil 2013, hvor første halvleg stoppede. Da foreningen et par år senere var stillet overfor historiske interne udfordringer, trådte POM til og tog endnu en tørn som Generalsekretær fra 2016 og til 2018. Med fast kurs og en dedikeret indsats, i tæt samarbejde med daværende formand Franz Vinter og den øvrige bestyrelse, kom foreningen godt igennem den turbulente tid. En unik indsat med et resultat, der kvalificerede POM til formandsposten, der blev varetaget upåklageligt i perioden 2018-2022.

Kære POM, du har gjort en kæmpe forskel uanset hvor og på hvilket niveau, du har gjort lagt dit engagement. Du er gået foran, har taget ansvar og har vist vilje og vej; både i din aktive tjeneste, og ikke mindst i dit meget betydelige virke i DANSKE FLYVERE. Du er en stor kilde til inspiration og en rigtig flyverkammerat.

På bestyrelsen vegne

John Kristensen / STI